I de godt 13 år, huset har eksisteret, har mange talt for lukning af huset. Københavns Politi har adskillige gange beskrevet huset som en terrorist-rede i sin vorden, Konservativ Ungdom har foreslået “den autonome højborg” overrakt med gavebånd og sløjfe til burgerkæden McDonalds, mens tidligere rigsadvokat Asbjørn Jensen i den første rapport om urolighederne på Nørrebro anbefalede, at huset blev taget fra de unge uromagere.
Det kom som en overraskelse, da bz-bevægelsen i foråret 1982 efter adskillige husbesættelser og efterfølgende rydninger fik løfte om et helt eget brugerstyret hus af bevægelsens daværende yndlingsfjende, overborgmester Egon Weidekamp (S).