Det nazistiske Tyskland og de skandinaviske velfærdsstater, der blev grundlagt i mellemkrigstiden, havde – trods alle store og væsentlige forskelle – noget til fælles: en anti-liberal overbevisning om, at forplantningen var et samfundsanliggende samt en betydelig sædelighedspolitisk konservatisme.
I Adolf Hitlers Tyskland fik denne overbevisning grusomme praktiske konsekvenser i form af f.eks. jødeforfølgelserne. Men tanken om racehygiejne – dog normalt udlagt mere “blødt” som folkesundhed – var langt op i 1900-tallet vidt udbredt også i de demokratiske lande.
