Kun Gas Knud bliver lukket ind i lejren, hvis komfuret strejker. Pletten er Femøs berømte kvindelejr, som ligger for enden af den støvede markvej ved Nørreby, hvor 15 store militærtelte har slået teltdugene op for kvindelejrens 25. sommer.
Dagene i jubilæumsugen begynder, som de altid har gjort. Lokummerne skal tømmes, og det bliver de i “Mandehullet”, mens solen stiger op over Smålandsfarvandet.