Er fedt fjenden? Eller er sukker den største sundhedsskurk? De sociale medier har om noget bidraget til, at sundhedsdebatten blusser op igen og igen. Den ene uge skal maden være glutenfri, den næste uge er palæo-diæten vejen frem.
Men vores madvaner og de officielle kostråd har altid været under forandring. I 1960’erne skulle der kød på bordet, mens generationen, der er blevet voksne i dag, er blevet kemiforskrækkede, så de færreste vil servere de røde pølser, som de selv fik som børn.