- Der skal skabes en kultur i skolen, hvor du åbent og ærligt kan tale om bekymringer og hvordan vi kan støtte hinanden, så sejheds- og være-cool-kulturen ikke tager overhånd i en periode, hvor angst og bekymringer lurer under overfladen, mener Per Schultz Jørgensen. Foto: Ritzau/Scanpix
Del artikel
Del på facebook
Del på linkedin

Skolen skal komme klimaangsten i møde og skabe et rum af håb

Unge er bekymrede for klimaet og fremtiden. Og de er generelt mere klimaangste end resten af befolkningen. Angsten accelereres af daglige overskrifter i medierne med dystre fremtidsudsigter for kloden – senest i dækningen af IPCC’s nyeste klimarapport. Men medierne gør, hvad de skal, mener professor emeritus i socialpsykologi, Per Schultz Jørgensen, der i mange år har forsket i familieforhold, børn og unge. Det er de voksne – herunder lærerne i folkeskolen – som skal hjælpe børn og unge med at bearbejde angsten

 

Af David Erichsen

Børn og unge er i højere grad klimaangste end resten af befolkningen. Det viser forskellige undersøgelser. MR Perspektiv har interviewet professor emeritus i socialpsykologi ved Aarhus Universitet, Per Schultz Jørgensen, om mediernes rolle i unges fremtidsangst, og om hvordan lærerne i folkeskolen bedst kan håndtere klimaangst i undervisningen.

”Vi står i en kolossalt udfordrende situation, og ifølge den seneste rapport fra IPCC peger alt i retning af, at der skal handles nu for at undgå voldsomme konsekvenser med oversvømmelse, brande etc. Truende udsigter, det er mediernes rolle at formidle så præcist som muligt. Det er en vigtig opgave, som jeg synes de løser udmærket, da medierne ikke skal være pædagoger, men formidle virkeligheden realistisk. Det er så de voksnes ansvar at hjælpe børn og unge til at forstå og bearbejde virkeligheden”, siger Per Schultz Jørgensen.

Ifølge undersøgelser fra blandt andet Coop Analyse og Tænketanken Concito er det de unge, som tager klimaproblemerne mest alvorligt. Det kommer ikke bag på Per Schultz Jørgensen, da børn og unge ifølge ham ikke i samme omfang som voksne har forudsætninger for at bearbejde dystre nyheder om klimaet ved at lukke af og fortrænge dem.

 

Læren fra tidligere samfundskriser

Løsningen er dog ikke at forsøge at skærme de unge for dårlige nyheder. Forskning i samfundskriser viser, at vi skal gøre noget andet.

”Vi har tidligere haft store samfundskriser. De økonomiske i 30’erne og 80’erne og den kolde krig i 70’erne, hvor en atomar krig kunne udslette os alle sammen. Jeg har undersøgt, hvordan børn har klaret sig i de kriser, og én ting står helt klart. Du kan ikke beskytte børn ved ikke at tale med dem om kriserne og prøve at skærme dem mod nyheder. Angsten når altid frem – siver ind, og under fx den kolde krig var børn om muligt endnu mere angste end de voksne”, siger Per Schultz Jørgensen.

De børn, der klarede sig bedst, var dem, hvor familien lod livet fungere på trods af de realiteter, der truede dem og var inddraget i et hverdagsliv, hvor de forholdt sig til, snakkede og kæmpede sammen med forældrene for at klare sig. Børn kan altså overvinde angst, hvis de har samvær og nærhed med forældre og andre voksne, der inddrager dem i et konstruktivt hverdagsliv, hvor du hver dag oplever, at livet går videre på trods af det du frygter. At man arbejder sammen om at få et godt liv.

Læren fra tidligere kriser er med andre ord, at vi ikke skal lukke af, men snarere inddrage børn og unge på et niveau, de kan forstå. Og så handle sammen med dem.

 

Klimaangst som en del af undervisningen

Per Schultz Jørgensen mener, at en vigtig rolle for undervisningssituationen i forhold til at balancere den journalistiske dækning af klimakrisen er at skabe et rum af håb. Et rum af tillid til og tro på, at vi sammen kan bearbejde og gøre noget ved klimakrisen og de mange dystopiske fremskrivninger med stigende temperaturer, stigende vandstand, skovbrande etc.

”Vi kan fra en skolevinkel ikke bede journalister om ikke at beskrive den virkelighed, der er. Men vi kan fra skolens side forholde os til den. Og det skal vi gøre på to måske modsatrettede måder, da det både er skolens opgave at formidle så realistisk som muligt og som børn kan forstå alt efter, om det er i 3. klasse eller i udskolingen. Men skolen skal også altid formidle håb og livsmod, og begge dele er tæt forbundet med, at vi kan gøre noget.”

”Derudover skal klassen bruges som et rum for refleksion, hvor der snakkes med eleverne om, hvordan vi har det med hinanden og vil have det med hinanden. Der skal skabes en kultur, hvor du åbent og ærligt kan tale om bekymringer og hvordan vi kan støtte hinanden, så sejheds- og være-cool-kulturen ikke tager overhånd i en periode, hvor angst og bekymringer lurer under overfladen.”

 

Skolens bæredygtige fortælling

Per Schultz-Jørgensen foreslår, at skolerne planlægger konkrete hverdagsaktiviteter, som relaterer sig til klima og bæredygtighed. Og at alle skolens aktører involveres i planlægningen, så den forankres både strategisk og praktisk.

”Et første skridt kan være at udvikle en grundfortælling om, hvad skolen vil og står for, når det handler om klima og bæredygtighed. En kort fortælling på højst en A4side, som skrives af skolen som institution i et forløb, der inddrager lærere, elever, forældre, ledelse og skolebestyrelsen.  Grundfortællingen viser, at skolen arbejder med bæredygtighed, og at skolen tror på, at bæredygtighed er forbundet med, hvad vi konkret gør og ikke kun er noget, vi forventer andre gør.”

Grundfortællingen er altså visionen, som alle er med til at udvikle og formidle. Den er også grundlaget for en aktiv politik på området, som inddrager eleverne og kan foldes ud i temaer om alt fra grøn omstilling og affaldssortering til formidling på teater- og kulturområdet. Temaer der understøttes i undervisningen, ved at de enkelte fag har fokus på bæredygtighed og FN’s verdensmål, der er guidelines til bæredygtighed i fx dansk og naturfag, projektuger om grøn omstilling, genbrug etc.

 

Handling skaber livsmod

Ifølge Per Schultz Jørgensen er det afgørende, at undervisningen ikke bare bliver teoretisk og ord, man læser i en bog. Den skal også bestå af noget man selv gør, hvis undervisningen skal skabe håb.

”Ifølge den tysk/amerikanske religionsfilosof Paul Tillich og hele den socialpsykologiske forskning på området, er livsmod noget, vi alle har brug for i truende situationer. Du har brug for at udvikle håb, og det er knyttet til, at du handler. Håb og handling hænger sammen, og derfor er det handlingen, der hjælper dig til at tro på, at vi kommer igennem. Handlingen er fysisk og ikke bare noget, der foregår inde i hovedet, men i kraft af min anstrengelse. Affaldet er sorteret. Jordbunken er flyttet.”

Psykologisk handler håb altså om årsag og virkning mellem følelser og handling. Ifølge Per Schultz Jørgensen tror de fleste af os, at følelser opstår og vi så handler ud fra dem, men det forholder sig faktisk mere modsat. Det er handlingen, der sætter følelser i gang, og får dem til at vokse og udvikle sig i os.

”Vi bliver bange, fordi vi løber – ikke omvendt, og på samme måde er det også handling, der giver elever håb og troen på, at de gør en forskel. Det at skolen rent fysisk gør noget, og eleverne konkret bidrager, har den store kraft. Hvis vi venter på, at andre handler, gøres vi omvendt blot mere magtesløse. Inaktiviteten skaber magtesløsheden, hvor handlingen skaber håbet.”

 

De voksnes – og mediernes– ansvar

”Hvis folkeskolen arbejder med FN’s verdensmål – fx det om fremtidens byer – er det muligt både at arbejde teoretisk med målet, men også at tage ud og se, hvordan man konkret arbejder med fx omstilling af trafik. På den måde giver vi eleverne i folkeskolen et dobbelt spor. På den ene side får de en realistisk opfattelse og på den anden side giver vi dem handling og håb. Og det må være de voksnes etiske forpligtigelse overfor børn og unge.”

Per Schultz Jørgensen har i den forbindelse en bøn til pressen og medierne, der efter hans mening også har en forpligtigelse til at formidle, hvad vi gør og kan gøre og på den måde formidle et perspektiv, der i højere grad rummer livsmod. Fx ved at fokusere mere på, hvordan vi når målene i 2030-planen.

”På den måde vil medierne kunne bidrage til at skabe en folkelig bevægelse/protest mod afmægtigheden og en kamp for livsmodet. En kamp det burde være en forpligtelse for alle voksne – både journalister, pædagoger, lærere og forældre – at kæmpe”

På spørgsmålet om, hvem der har ansvaret for børn og unges klimaangst er Per Schultz Jørgensen ikke det mindste i tvivl. Ansvaret er de voksnes.

”Og når det handler om pædagogik er det den enkelte skole, der kan beslutte sig for at gå forrest og sætte en dagsorden for sin egen skole. Det er de små konkrete skridt, der flytter noget for eleverne, og giver dem en fornemmelse af at være involveret og selv at kunne bidrage aktivt. Det hjælper også til, at eleverne kan handle politisk i voksenlivet, hvis man i skolen grundlægger en bevidsthed om betydningen af din indsats og retten til at stille krav.”

 

Vi har en etisk forpligtigelse

Per Schultz Jørgensen er heller ikke i tvivl om, at børn og unges klimaangst er på niveau med angsten for atomar udryddelse under den kolde krig – og at de er mere bekymrede end voksne. Det er deres fremtid, liv og muligheder det handler om, og det er børn og unge helt bevidste om.

”Det er utroligt så mange voksne, der med køligt overlæg prøver at nedskalere den trussel, vi har foran os, men det gør vores børn og unge ikke. Derfor kan vi sige, at det på mange måder er dem, der går forrest, når det handler om at gøre noget ved klimaet. Som voksne – altså forældre, lærere og pædagoger – har vi en etisk forpligtigelse, der er forbundet med, at vi har et hovedansvar for vores børn. Derfor skal vi formidle klima til børn og unge på en solidarisk ansvarlig måde. Ikke kun give et virkelighedstro billede, men huske også at inddrage dem kærligt, varmt og solidarisk. Give dem håb.”

 

Per Schultz Jørgensen

  • Uddannet skolelærer, cand.psych. og dr. phil. og i dag professor emeritus i socialpsykologi ved Aarhus Universitet.  Har været ansat ved Københavns Universitet, Socialforskningsinstituttet, Danmarks Pædagogiske Universitet og siden 2001 undervist på Folkeuniversitetet. Har været medlem af Børnerådet siden oprettelsen i 1994 og været rådets formand 1998-2001.
  • Per Schultz Jørgensen har blandt andet forsket i familieforhold, børns sociale identitet og udsatte børn og unge, og  arbejder med undersøgelser om børn og unge, deres familieforhold, skole- og fritidsliv, sundhed, opdragelse –  og opfattelse af verden. Grundlaget er et syn på børn, der bygger på FN´s Børnekonvention. Her præciseres børns rettigheder ud fra tre vigtige principper, nemlig børns ret til beskyttelse, omsorg og deltagelse.
  • Har udgivet en række artikler og bøger om børn og familieforhold –  senest bogen ’Opdragelse til livsmod og bæredygtighed (2020). København: Kristeligt Dagblads Forlag.’

 

I forbindelse med klimaangst og lærerens rolle, anbefaler Per Schulz Jørgensen følgende litteratur:

Tillich, P. (2016) Mod til Livet. Frederiksberg: Forlaget Anis

Højholt, A. & Ravn-Pedersen, T. (2021) Håbets og handlingens pædagogik. København: Hans Reitzel.

Se også: Undersøgelse fra University of Bath om unge og klimaangst fra september 2021

 

 

MediaRadar åbner 1. november et nyt FOKUS om COP26 i Glasgow

MR Perspektiv er en del af MediaRadar. Her finder du faglige stemmer i feltet mellem skole, undervisning og medier med et særligt fokus på udskolingen.

Hvad er MediaRadar?
Se den korte version her:

bml2v

Få fri prøveadgang på jeres skole

Nu kan I få fri skoleadgang i hele resten af 2021, hvis ikke skolen allerede har et løbende prøveabonnement.

Jeres prøveadgang er ikke betinget af efterfølgende køb eller anden form for binding.

Få jeres gratis prøveadgang til MediaRadar i menuen: Abonnement og prøveadgang.

Faglig inspiration i din indbakke

Hold dig opdateret om nye faglige indlæg på MR Perspektiv og nye artikler til din undervisning på MediaRadar.

Tilmeld dig vores Update