Et stigende antal forældre er villige til at betale for, at deres børn kan få lagt øredræn på privathospital, komme hurtigt til genoptræning af trampolinskader hos en fysioterapeut eller først i køen til samtale med en psykolog, skriver Politiken lørdag.
Indtil for få år siden omfattede traditionel forsikring af børn kun mén efter en ulykke. Men forsikringsbranchen har nu succes med at sælge ekstra dækning for sygdom hos børn – både i form af behandling og et kontant beløb ved alvorlige diagnoser som f.eks. meningitis.