For første gang i Danmark kan buddhister nu blive bisat på et særskilt afsnit på en kristen kirkegård. I fredags blev 108 kvadratmeter jord på Bispebjerg Kirkegård i København indviet og velsignet af tre lamaer fra et tibetansk kloster, så danske buddhister nu kan blive bisat sammen med trosfæller i det fri.
Det er den nyoprettede Buddhistisk Bisættelses Forening, der har ansøgt Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune om at få et kirkegårdsafsnit for sig selv. Indtil nu har buddhister fået hensat urner i en urnehal tæt på. Men ifølge foreningens formand, Ole Nordstrøm, var der efterspørgsel på mere.