Verdens regeringer bør overveje at øge skatterne for velhavende befolkningsgrupper. Det skal ske for at få hjælp til at dække udgifterne fra covid-19-pandemien, siger Den Internationale Valutafond, IMF.
Fonden har til opgave at stabilisere den globale økonomi og fremme økonomisk samarbejde. Den foreslår midlertidige stigninger i formueskat og i beskatninger af store indkomster på baggrund af den øgede ulighed, som er blevet skabt under pandemien.