Sovjetunionen begynder lørdag at destruere de første af de mellemdistanceraketter, der skal fjernes fra jordens overflade som led i INF-aftalen mellem USA og Sovjetunionen, skrev det officielle sovjetiske nyhedsbureau, Tass, fredag.
Aftalen blev undertegnet i december sidste år og er den første egentlige nedrustningsaftale mellem supermagterne. Den betyder, at alle deres landbaserede, atombevæbnede mellemdistanceraketter skal ødelægges.