Et ideologisk opgør om retten til velfærdsydelser er i gang mellem fløjene i Folketinget, set med de røde briller hos Socialdemokraterne og SF. Dermed kan et opgør om udlændinge igen blusse op inden det valg, som skal komme senest til november.
Den socialdemokratiske integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen, mener, at regeringen vil indføre et optjeningssamfund for at skaffe penge til flere skattelettelser. Han ser det som en kamp mod Socialdemokraternes skattefinansierede velfærdsmodel.