Når børnene er lagt i seng, og ægtefællen er parkeret i sofaen, tænder et stigende antal kommunalpolitikere arbejdslampen og finder bunker med dagsordener, bilag og udvalgsnotater frem.
Siden 1970 er den tid, som kommunalpolitikere bruger på møder og forberedelse, næsten fordoblet til et gennemsnit på 19 timer om ugen, viser en ny undersøgelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE).