Det var årtiers ophobet vrede og frustration blandt sorte, der onsdag nat i Los Angeles eksploderede i voldsomme raceuroligheder, da fire hvide politibetjente blev frikendt for anklager for at have gennemtævet en sort bilist under en arrestation.
Udbredt fattigdom, narkomisbrug, arbejdsløshed og blodige bandekrige har efterladt mange unge sorte med en følelse af håbløshed i flere forarmede sorte bydele, der kun ligger få kilometer fra det mondæne centrum i Los Angeles.